Udpluk fra anmeldelser om OneTwo
Overlegent, OneTwo Skanderborg | Festival
Faktisk er One Two, her næsten to årtier efter deres storhedstid, bedre end nogensinde. Og det er en fornøjelse at følge hvor meget de folk nyder at spille sammen igen. Det må jo smitte af, mand!

Således var bassisten og trommeslagerens inciterende, tele-patiske præcise sammenspil i "Hvide Løgne" faktisk billetprisen værd i sig selv. Men vi fik meget, meget mere, gjorde vi.
Cæcilie Norby og Nina Forsberg er i sandhed et sangerinde-team skabt i himlen.

Overlegent, One Two. Mange flere, og mange tak.
9. august 2007
BT
af Steffen Junkersen

* * * * * *



Velsyngende firsernostalgi Skanderborg | Festival
Det kunne hurtigt konstateres, at Norby og Forsberg er lige så velsyngende som i gamle dage, på skiftevis lead- og korvokaler.

Publikum tog også begejstret imod sangene, hvor den selvfølgelig stod på lutter gamle hits og nostalgi i stride strømme.

9. august 2007
Gaffa
af Ole Rosenstand Svidt

* * * * * *




OneTwo: Sikker nostalgi Skanderborg | Festival
Den danske 1980'er-duo One Two sejrede med en stribe hits, der var ligeså dynamiske som for 20 år siden. Bandet spiller ligeså stramt som i 1980'erne, og sangerinderne har stadig energi.

Allerede dengang stak One Two ud med en energi, der bestemt ikke var falmet i løbet af årene, og i år beviste de, at de stadig kan holde dampen oppe gennem en hel koncert.
9. august 2007
JyllandsPosten
af Kasper Schott-Jensen

* * * * * *




Suveræne stemmer Langeland | Festival
Allerede fra første nummer var det slående hvor godt Nina Forsberg og Cæcilie Norby synger stadigvæk. "Getting better" er en selvopfyldende profeti.

Bandet med yderst rutineret besætning satte også deres positive præg på energien i sættet, hvor hele striben af klassikere fandt fodfæste hos et yderst blandet publikum.

"Den bedste tid er sammen med dig" passer glimrende, hvis "dig" er en metafor for One Two's langtidsholdbare melodier, som guitarist Søren Bentzer bestemt kan være stolt af at have stået fadder til.
3. august 2007
Fyens Stiftstidende
af Simon Staun

* * * * * *



Genhør med 80'erne København | VEGA
Er du omkring de 35-40 husker du tydeligt fattigfirserne, hvor popduoen Nina Forsberg og Cæcilie Norby huserede med hit på hit som 'Midt I En Drøm' og 'Billy Boy'.

Og hvad fik vi så ud af en aften med duen 20 år efter?
Vi fik især eksempel på, at med alder og erfaring kommer ofte bedre musik. Bandet spillede stramt. Publikum elskede det. Aldrig er set et så hengivent og begejstret publikum i den gamle bygning på Enghavevej.
22. maj 2007
Arbejderen
af Anders Fenger



OneTwo i en 80'er drøm København | VEGA
OneTwo er tilbage, og interessen er så enorm, at gruppen kan fylde københavnske Store Vega hele tre gange på en uge.

Senere drager de gennem sommerlandet på festival-togt, og det kan sagtens vise sig at blive et triumftog, for OneTwos første offentlige optræden i 14 år blev mødt med ellevild begejstring af et publikum, der formentlig også nyder 'Dirty Dancing'.

Den kærlige kitsch kulminerede i ekstranummeret 'Midt I En Drøm', hvor der vist var adskillige hundrede, der ikke havde lyst til at vågne til virkeligheden, og finder man krøllejernet frem, bunder en flaske Martini og tager sin bedste veninde under armen, så er Den Bedste Tid tilbage.

Sympatisk nostalgi.
18. maj 2007
Ekstra Bladet
af Thomas Treo



OneTwo-brag i Store Vega København | VEGA
Et supertight, sammenspillet og teknisk overlegent band.
To sangerinder, der synger fantastisk og elsker at stå på en scene. Og et helt utrolig veloplagt publikum.

OneTwo havde publikum i sin hule hånd. Og ikke uden grund. Der var dømt fed 80'er-nostalgi og skråle-med-stemning og det er vi mange der har glædet os til i lang tid.

Da keyboardstykket i starten af "Det Er Sent Nu" fyldte salen vidste man, at OneTwo var genopstået for at gi' os en aften ud over det sædvanlige. Og da det genkendelige guitar-riff lyder og nummeret bare kører derudaf er det slet ikke til at stå eller sidde stille. Folk hujede og sang og det var bare så fedt.

En ting er at få serveret en perlerække af de fedeste, westcoast-inspirerede OneTwo-numre, men bandet var samtidig så velspillende og sammenspillet at det var en sand fornøjelse. Og de krydrede numrene med masser af musikalske lækkerier og fede detaljer, som kun gjorde det endnu mere underholdende for mig som musiker at være tilskuer. Det var simpelthen fantastisk og top-professionelt.

Jeg har ikke tidligere hørt om Lars Daugaard, men hold kæft, hvor er han en fed trommeslager. Han groover så lækkert, ubesværet og tilbagelænet. Og hans trommelyd var fuldstændig suveræn. Det var hele lyden i Vega generelt i aften.

Og Nina og Cæcilie sang, så man skulle tro de aldrig havde lavet andet. Det var som om bandet aldrig havde været adskilt. Og de kunne sagtens synge de høje toner fra dengang.

Sørg for at få set dem på deres sommerturne! Måske er det sidste chance, men interessen har været så stor, så jeg tror ikke at vi har hørt det sidste til 80'ernes bedste danske band, OneTwo.
18. maj 2007
Trommeslageren
af Simon P. Beyer